2019 CHATEAUNEUF DU PAPE BLANC Magis, Clos Saouma, Lucien le Moine Distriktet Selvom det kan være svært at adskille historien fra legenden, ser det ud til, at dyrkningen af de første vine i området blev sat i gang af paverne i Avignon i begyndelsen af 1300-tallet og især af Pave Clement V (født i Bordeaux) og Pave Jean XXII. Oprindeligt var det først og fremmest hvidvine, der produceredes på skråningen, som lå ved Châteauneuf-Calcernier – pavens ferieslot i nærheden af byen Avignon. Efterhånden overtog rødvinene førstepladsen, og ligesom Hermitage rødvinene i starten blev brugt til at "forbedre" Bordeauxvinene med, blev Châteauneuf-vinene blandet med Bourgognevinene for at give dem mere styrke. Châteauneuf-du-Papes rødvine må produceres på 13 forskellige druer efter lovgivningen. Sammensætningen af druerne i vinen er sammen med fremstillingen og jordbundsforholdene den vigtigste faktor for kvaliteten. Druer som Grenache, Syrah, Mourvèdre og Cinsault er dem, som giver de bedste kvaliteter. I dag udgør rødvinene mere en 90 % af produktionen, men de få hvidvine som findes, er nogle af de mest interessante hvidvine i Frankrig, og kan fint tåle 4-5 års modning. De laves hovedsageligt på Grenache Blanc, Clairette, Roussane og Bourboulenc. Producenten Bag ”Clos Saouma” i Châteauneuf-du-Pape finder man Rotem og Mounir Saouma, som siden 1999 har produceret Bourgognevine af en ganske særlig karat i deres (første) firma – ”Lucien le Moine” i Beaune. I Bourgogne er parret blevet berømt og højt respekteret for deres kompromisløshed og for deres innovation, og disse stærke egenskaber har de naturligvis videreført til ”Clos Saouma”. Før købet af markerne i Châteauneuf-du-Pape havde tanken om selv at eje vinmarker og dyrke druer gennem længere tid strejfet Rotem og Mounir, men muligheden for at købe vinmarker i Bourgogne opstår sjældent. I 2007 besluttede de sig derfor for at lede efter vinmarker i Châteauneuf-du-Pape, som er det område uden for Bourgogne, de har størst veneration for. De fandt i 2009 2 ha. til salg af vinmarken Pignan, nær Rayas i Courthézon – i et af de bedste områder i Châteauneuf-du-Pape. En vinmark med en jordbund af sand og ”galets” (runde sten) og tilplantet i 1940 og 1960 med Grenache Noir og en smule Mourvèdre. Lidt senere lykkedes det at købe yderligere fire såkaldte lieux-dits (parceller med eget navn), således at ejendommen i dag er på i alt 6 ha. beplantet med bl.a. Grenache Noir, Grenache Blanc, Mourvèdre, Syrah og andre klassiske druer fra området. En ejendom med vinificerings- og modningsfaciliteter blev fundet i Sérignan-du-Comtat, nær byen Orange i AOP Côtes-du Rhône, hvortil også hører 9 ha. omkringliggende jord, som Rotem og Mounir har beplantet med ikke mindre end 11 forskellige druesorter. Alle vinmarker på ”Clos Saouma” er i dag dyrket økologisk. Produktet Clos Saoumas hvid Châteauneuf-du-Pape, Magis er sammensat af 70% Grenache Blanc og lige dele af Clairette, Roussane og Bourboulenc. Efter presning bliver mosten fyldt direkte på fade af eg fra Jupilles-skoven i Loire og gæringen starter naturligt med en enkelt omrøring om dagen, så længe gæringen står på. Derefter får fadene prop på og bliver flyttet i et koldere sted i kælderen, så den malolaktiske gæring ikke starter for tidligt. Den må gerne starte når sommeren efter høsten kommer. Vinen får en modning på 20-24 måneder i franske træfade af 500l. Det første indtryk er friskhed – både i farven og i duften, noget som man helt bevist prøver at ramme. Farven er gyden-grøn. I smagen har den masse af smagsnuancer og mineralitet, med toner af hvide blomster. I eftersmagen finder man en sart balance mellem friskhed og sødmen. En meget klassisk hvid Châteauneuf-du-Pape lavet efter Bourgogne-traditionen! Da vinen er aftappet direkte fra fad uden klaring eller filtrering, kan den indeholde lidt bundfald og tryk, hvorfor det er vigtigt at dekantere/ilte vinen inden servering.