Zinfandel Meaowhawk laves på primært på druer fra Clines ældste vinstokke i Contra Costa County (92%). Resten af druerne hentes i Lodi County. Vinen indeholder 89-100% Zinfandel, men i nogle årgange også en smule Petite Syrah, Mourvèdre, Alicante Bouschet og Carignane.
De mere end 100 år gamle vinstokke i Contra Costa County er dyrket uden kunstig vanding og producerer hvert år druer af forbavsende høj kvalitet. Druerne er næsten alle afstilkede og bliver derefter delvis mast for at tillade så mange hele bær som muligt i mosten, hvilket tilfører vinen større frugtkarakter. Gæringen foregår på rustfrie ståltanke, hovedsageligt med druernes egen gær, og efter presningen bliver vinen modnet i ca. 10 måneder på små fade af amerikansk eg (medium brændt, ca. 38% nye).
Vinen byder på nuancer af solbær, hvid peber, krydderier, kaffe og chokolade samt en utrolig flot koncentration. Opholdet på nye og brugte fade giver et flot modspil til frugtsødmen og tilfører vinen en god harmoni. Server den til svinekød, fjerkræ, kalv eller til gryderetter med eller uden kød.