2018 PEABERRY CHENIN BLANC Mendocino, Leo Steen Wines Distriktet: Mendocino County ligger i den nordlige del af Californien, nord for Sonoma County. Distriktet samler 10 AVA områder (bl.a. Anderson Valley) fordelt på ca. 100 forskellige producenter. Selve Mendocino County Appellationen er egentligt et subdistrikt af det større North Coast AVA og samler også AVA områderne Dos Rios, Covelo og Mendocino Ridge. Flere producenter i området har investeret i en økologisk produktion, således at de allerede i dag repræsenterer 25% af Mendocino County appellationen. Store variationer i landskabet og i jordbunden giver mange forskellige dyrkningsforhold og derved mange forskellige vinstile. Ligesom nabodistriktet Sonoma County nyder Mendocino godt af de kølige vinde og morgentåge, som kommer fra Stillehavet. Producenten Bag Leo Steen Wines finder man danskfødte Leo Steen Hansen, som flyttede til Californien i 1999. Som søn af den daværende køkkenchef på Kryb-i-Ly Kro, mellem Middelfart og Kolding, kom han som 20-årig i lære hos sommeliermester Orla Farman på Munkebjerg Hotel. Senere var han bl.a. i et par år chefsommelier på Restaurant Kong Hans i København, inden han rejste til Californien for at videreuddanne sig og måske fuldføre sin drøm om at lave vin. Han havnede i Sonoma og fik hurtigt job som tjener, sommelier og vinindkøber på Dry Creek Kitchen og Cyrus Restaurant i Healdsburg.I 2002 begyndte han at arbejde i kælderen hos Stuhmuller Vineyards i Alexander Valley, hvor han sideløbende tog en ønolog-uddannelse. I dag står han for vinificeringen hos Stuhmuller, men for nogle år siden begyndte han også at lave et par vine i sit eget regi, Leo Steen Wines, ved at finde druer fra nøje udvalgte parceller i Californien og selv vinificere dem. Leo har høstet stor anerkendelse for sine vine, der stilmæssigt holdes så tæt på den europæiske stil som muligt, med god frugt og saft, men også med en god struktur og et bid, som passer godt til den gode gastronomi. Produktet: Chenin Blanc-druerne til denne vin hentes på en enkelt vinmark på de sydøstlige skråninger i Ukiah-dalen i Mendocino County. Vinstokkene er plantet midt i 1970'erne og giver meget små Chenin Blanc-druer, som i området kaldes 'Peaberry' (hvoraf vinens navn), og som giver utroligt koncentrerede vine. Den dybe jordbund af ler- og småstensaflejringer (Pinole-typen, klassisk i Mendocino), giver god dræning og sikrer gode vandreserver i dybden, så vinstokkene udvikler lange rødder. Det giver mere koncentration og kompleksitet.For at bevare Chenin Blancs naturlige syre, som giver modspil til frugtsødmen, høster man druerne ret tidligt (slutningen af august eller primo september). Druerne bliver skånsom afstilket ved ankomsten til kælderen. 70% af dem presses, og mosten gæres i æggeformede cementtanke, mens 30% gæres med skind i træfade af 500 l. med druernes egen gær. Efter en total malolaktisk gæring, bliver vinen modnet på samme type tank og fade i 5 måneder på sit 'lie' (bundfald). Aftapningen foregår efter en naturlig bundfældning (uden klaring), uden filtrering og uden tilsætning af svovl.Chenin Blanc 'Peaberry' har en blank, lysgylden farve med grønt skær. I duften finder man toner af honningmelon, pære og kvæde. Smagen er tør og sprød, med lækre toner af citrusfrugter, passionsfrugt og litchi. Vinen har en perfekt balance mellem finesse, struktur og alkohol (12%), og det er nerven, som prioriteres her. En utrolig charmerende og appetitgivende vin.Server den til pasta- eller risottoretter med skaldyr eller fisk, til salat eller til asiatiskprægede fjerkræsretter i hvide saucer.