Jean-Baptiste Jessiaumes Côteaux Bourguignons Rosé er lavet på 100% Gamay-druer, som hentes på nogle kalk- og lerholdige parceller (i alt 0,60 ha.), som vinhuset ejer i det nordlige Beaujolais. Høsten foregår manuelt, og druerne bliver presset i hele klaser straks efter ankomst til kælderen. Kontakten af mosten med drueskindet under den langsomme presning er nok til at mosten får sin flotte, lyse, pink farve. Efter en spontan gæring på ståltanke med druernes eget gær, gennemgår vinen en let bundfældning og modnes derefter i 5 måneder på samme type tanke.
Her prioriterer man umiddelbarhed, frugtkarakter og charme. Farven er lys pink, og i duften afslører vinen straks kølige og indtagende nuancer af roser, ferskner, friske mandler og en smule fuglekirsebær. Smagen er frisk og sprød, med en sart balance mellem tørhed og frugtsødme. En saftig og appetitvækkende rosé.
Server den til fisk og skaldyr, til fjerkræ, gris eller kalv i lyse saucer samt til ris- eller pastaretter. Også perfekt som aperitif.